J-s skoletid
Skoleberetning fra J-, født 1934, i V-.
Forskolen
Min skolegang begyndte i 1941, da Danmark var besat af tyskerne. Jeg begyndte i forskolen, der ligger lige over for kirken i Østergade. Jeg tror, der er børnehave deri i dag. Der var to klasser, den ene hvor vi lærte at læse og skrive, stave og skrive efter diktat. Lærerinden hed frk. D-. I den anden klasse havde vi regning, og lærte den lille og store tabel. Lærerinden hed frk. S-.
Hovedskolen
Efter to år der, kom jeg i V- Hovedskole, som ligger der den dag i dag. Der begyndte jeg i 1. a, hvor vi havde forskellige fag. Regning, dansk mundtlig og skriftlig. Geografi, naturhistorie, fysik og sløjd, hvor vi arbejdede i træ under lærer L-. Sløjd var et af mine favoritfag, hvor vi lærte at save, høvle og samle de ting, vi havde lavet. Senere fik vi også sprog, – engelsk og tysk og ét år også svensk.
Hovedskolen besat af tyskerne
Jeg havde nær glemt, at Hovedskolen blev besat af tyskerne i 1942-43, og en indskrænkning af undervisningen foregik i Kontrolstuen (Arbejdernes Hus) der lå, der hvor Servicestationen Hydro-Texaco i dag ligger. Undervisningen foregik fra kl. 13-16 2-3 gange om ugen med dansk og regning, og vi nød det, da det ikke var nær så forpligtende som den normale skole.
Realskolen
Derefter kom jeg på V- Realskole, der i dag er en del af V- Hovedskole. Der skulle vore forældre selv betale for undervisningen, og skolepengene var beregnet på forældrenes skattepligtige indkomst, og de skulle betales en gang månedligt. Hovedskolens inspektør hed lærer J-, og Realskolens do. hed H-, og hans søn hed også J-, – og vi blev gode kammerater. Her havde vi også de sædvanlige fag. Regning, matematik, regning med ligninger og bogstaver. Det var jeg ikke god til og forstod ikke ret meget af, hvilket også fremgik af mine karakterer: TG. Vi havde også gymnastik, som foregik i Højskolens gymnastiksal, med aktiviteter som spring over buk, øvelser i ribberne og balancegang på bom. Også øvelser på barre og plint. Om sommeren havde vi også fodbold, som aldrig har interesseret mig ret meget, og jeg fandt på mange undskyldninger for at blive fritaget. Til gengæld var vi tvunget til at sidde på bænken for at overvære kampen, men så derefter vore muligheder for at ”flygte” op på J-s værelse, hvor vi foretog os noget mere interessant. Mine karakterer i mellemskolen var temmelig gode, på trods af mine dårlige karakterer i matematik. Gennemsnitlig fik jeg et stort mgX 14,11. Men da jeg kunne få en læreplads som mekaniker i Hjørring i 1949, gik jeg ud af mellemskolen, da jeg kun havde et halvt år tilbage inden realeksamen, og også fordi jeg var skoletræt. Det har jeg fortrudt mange gange siden, men man kan jo ikke fortryde med tilbagevirkende kraft.